Larsens log 2012

Onsdag d. 25. januar 2012

Jeg var hos lægen i dag for at få en sprøjte med hvepsegift, det er jeg hver sjette uge. Når jeg får den må jeg ikke fejle noget som helst på grund af mit imumforsvar. Det var noget værre skidt for jeg har nældefeber i øjeblikket på grund af mit rygestop, jeg kan ikke tåle nikotinplaster. Så vi udsatte indsprøjtningen til på onsdag og i mellemtiden må jeg ikke bruge hverken plaster eller tyggegummi. Så det er godt nok hårdt i øjeblikket. Men for ikke at blive kulret ryger jeg et par smøger om dagen indtil på onsdag, når jeg har fået min hvepsegift kan jeg godt bruge lidt tyggegummi igen, til den tid skulle nældefeberen være væk og så er der ikke noget problem i det. Men de par smøger om dagen er jo heller ikke noget når jeg røg mellem 25 og 30 cigaretter tidligere.

Søndag d. 14. januar 2012

Jeg har haft det skidt et stykke tid på grund af min kondi, den er blevet meget ringe. For et par måneder siden kunde jeg cykle byen rundt i rask tempo, uden at blive forpustet, nu kan jeg ikke skynde mig ud til postkassen uden at puste som en fisk med iltmangel. Jeg har såmænd vågnet om natten og tænkt, den forbandede tobak slår mig ihjel før tid, det er ikke nogen rar fornemmelse. Jeg har prøvet at holde op flere gange uden at det ville lykkes men det siges at blive lettere for hver gang, bare man er motiveret. Jeg har nået det punkt hvor jeg mener det ikke mere er et valg men snarere en nødvendighed hvis jeg vil have nogle gode år endnu. Derfor stoppede jeg d. 1. januar ved sengetid, jeg tror ikke på nytårsfortsætter, jeg bruger plaster og tyggegummi. Bortset fra at jeg ligesom sidst desværre ikke kan tåle plasteret så går det faktisk rigtigt godt og jeg var ikke specielt motiveret denne gang men fast besluttet. Det eneste jeg lider lidt under er fornemmelsen af at der mangler noget, smøgen har altid været en naturlig pause fra det man er i gang med og den pause er der ikke mere. Jeg lider ikke på grund af nikotinmangel det er simpelthen den fysiske vane der kan være slem og det er vel meget naturligt efter at have røget i omkring 50 år, så kan man ikke ændre sine vaner på 14 dage eller 3 uger. Jeg forudser at det vil tage måneder og det er i orden med mig for jeg har lige opdaget at jeg ikke fryser om fingre og tæer mere og maden smager meget bedre. Jeg kan også nævne at jeg er meget opmærksom på at min appetit er øget så det er vigtigt at huske på hvad man plejer at spise og så spise det samme nu. Om et par måneder har jeg nok vænnet mig til nye vaner jeg har det i hvert fald godt med ikke at ryge mere.

Søndag d. 1. januar 2012

Et nyt år danner altid baggrund for et tilbage blik. Hvert år har vi set tilbage på hvad der er sket i det forløbne år, hvad er godt og hvad er skidt, er der sket nyt i familien, blandt vennerne eller i samfundet. I flere år har vi gjort status over renoveringen af vores hus og glædet os over hvor langt vi hvert år var nået, indtil vi sidste år blev helt færdige. I år, hvor vi er gået på efterløn, er det vores arbejde vi har tænkt over. Jeg har i mange år ment at min sidste arbejdsplads var den bedste af dem alle men har erkendt at det var den alligevel ikke. De første 17 år var gode og udviklede mig rigtigt meget personligt og fagligt, men de sidste 3 år ødelagde fuldstændig min glæde ved at gå på arbejde. De sidste tre år fik min arbejdsplads en ny leder med helt andre ideer en den foregående så hver dag var en kamp for at alle skulle blive behandlet ens. Til alt held overgik jeg til en tværgående teknisk gruppe i Gentofte kommune i 2008 og var som sådanne ikke ansat under den nye leder, dette gav mig mulighed for at sige fra når tingene blev for uretfærdige og det gjorde de tit. Nej, den bedste arbejdsplads jeg nogensinde har haft var som portør på Hørsholm sygehus, hvor jeg var ansat i små 10 år. I halvandet år som overportør for 20 kollegaer. Da jeg startede var der en enkelt eller to som tog sig nogle friheder og var ligeglade med samarbejde og serviceniveau men i løbet af et par år fik vi ændret på denne holdning, langt de fleste ville jo gerne levere et godt stykke arbejde og et højt serviceniveau. Derfor var samarbejde, serviceniveau og arbejdsglæde efter et par år langt over det gennemsnittet og det gjaldt også samarbejdet med andre faggrupper i huset. Der var aldrig problemer hvis der manglede en kollega, der var altid nogen der tog over hvis det kneb. Det var en rigtig god arbejdsplads, den gang. Det kunne jeg godt tænke mig at genopleve men det kan jo ikke lade sig gøre.