Larsensverden

Arbejdsliv

Larsens log 2012

Mors aner

Fars aner

Overblik

Janes mors aner

Janes fars aner

overblik

Familiesiden

Happydays.dk

Seniorinternet.dk

Larsens log 2011

 

Fredag d. 30. januar 2011

Det har altid været almindelig opfattelse at folk der går ind i politik er kloge veluddannede mennesker med en god forståelse af samfundsmekanismerne. Det er vist desværre ikke tilfældet i virkeligheden når man ser på hvad De finder på af forskellige tiltag. Først giver de store skattelettelser til sælgerne og små skattelettelser til køberne, det er da galt. Så øger De afgifterne på varerne så vi får flyttet omsætningen syd for grænsen, det øger jo ikke produktionen herhjemme. Nu vil De så gemme tobaksvarer væk i forretningerne så man ikke frister folk til at ryge, helt tosset, folk der ikke ryger fristes ikke til at ryge fordi der står tobak fremme i forretningerne, så skulle man hellere gemme øl, vin og spiritus væk, her er risikoen for fristelser større. De fleste mennesker fristes til at ryge gennem deres omgangskreds og ikke fordi de ser en pakke cigaretter. Der er heller ingen cyklist eller fodgænger der fristes til at købe bensin fordi de ser en tankstation. Hvad med at gemme slik og søde sager væk, børn er meget nemme at lokke og slik er jo også skadeligt. Nej, her lægger man en afgift på, ikke for at begrænse forbruget det kan man nemlig ikke men for at øge statens indtjening, ren dobbeltmoral, som så meget andet. Nææ, sænk afgifterne og bevar omsætningen  herhjemme, giv tilskuddene til køberne og øg herved produktionen og lad være med at gemme de usunde ting væk, det forøger sælgernes udgifter, fordyrer varerne og gavner ikke et spor.

 

Fredag d. 16. december 2011

Otte dage til jul og der er intet fornuftigt man kan lave, hverken ude eller inde. Så i øjeblikket er det vigtigt at have en hobby eller passion, som nogen kalder det. Min hobby er slægtsforskning. Det får jeg ikke gjort noget ved om sommeren men i oktober var jeg på et kursus, der strakte sig over en hel weekend. Der var ikke så meget nyt under solen men det fik mig alligevel til at sadle om og gøre min forskning mere systematisk. Derfor er der røget næsten 150 familiemedlemmer ind i databasen siden. Der tager rigtigt meget tid at sidde og nørkle med men tid har jeg nok af lige i øjeblikket og slægtsforskning får jo aldrig nogen ende, man bliver aldrig helt færdigt.

 

Mandag d. 5. december 2011

Det er fantastisk at vi nu er inde i december uden at have set sne og is endnu, men det er nu rart for de mennesker som hver dag skal køre langt. Selvom det er december og julemåned syntes jeg det er svært at komme i julestemning men det kommer forhåbentlig når vi når juledagene. Vi var i Nordsjælland i går, vi skulle til noget julekomsammen hos min bror i Ølstykke, så vi benyttede lejligheden til at besøge forældrenes grav. Først da vi stod der oppe med kransen kom jeg i tanke om at jeg skulle have haft noget gran med til at dække graven med. Der står nogle sommerblomster som godt nok er grønne endnu men i december og januar skal der dækkes med gran, så det ærgrede mig godt nok.

 

Tirsdag d. 29. november 2011

Jeg bliver så frustreret over landet myndigheder når jeg hører hvordan overgreb, misbrug af offentlige midler på bosteder og udnyttelse af børn og unge bliver ignoreret. Selvom sagerne bliver anmeldt gør myndighederne ikke det svageste forsøg på at gribe ind. For nylig hørte vi hvordan midler der var tildelt syge unge på bosteder bliver brugt til private istandsættelser og ejendomsspekulation i stedet for at blive brugt på de ting de var udbetalt til. En sådanne ligegyldighed fra myndighedernes side er fuldstændig uansvarligt med skatteborgernes penge og især nu hvor De samtidig presser os skatteborgere for endnu flere penge. Myndighederne bliver nødt til at være mere kritiske med hvordan pengene bliver brugt og følge op på om regningerne er i overensstemmelse med prisniveauet og pengene bliver brugt til de rigtige ting.

 

Mandag d. 14. november 2011

Så fik vi overstået årets anden sidste fødselsdag i den nærmeste familie, nemlig barnebarnet Patricks. For at det ikke skulle være løgn blev den holdt 2 gange, både på dagen, om onsdagen og igen om lørdagen for resten af familien. Haven er et trist syn på denne årstid sammenlignet med sommerens frodighed, nu er alt visnet hen. Søndag morgen havde vi årets første frost, klokken 7.00 stod der - 1 grad på termometeret så vinteren er på vej ind nu, men det er jo meget normalt på denne årstid. Desværre ser vi jo vejrlig fra andre steder tæt på os som ikke er normale, vejret omkring os er ved at ændre sig til noget mere ekstremt og det er ikke rart, folk bliver gjort hjemløse og mister deres ejendele og til tider deres familie og desuden koster det svimlende summer at rette op på skaderne igen.

 

Fredag d. 4. november 2011

Jeg blev så pokkers frustreret forleden dag. Nu har politikerne i flere år og på flere niveauer, prædiket for bilisterne for at få dem til at tage offentlige transportmidler. Forleden hørte jeg at Dsb`s transportsystem er 2,6 % overbelastet og til sommer skal de aflevere en hel del personvogne tilbage til Tyskerne, som de har lånt. Så får Dsb endnu større problemer, hvad nu hvis politikerne havde haft held til at lokke endnu flere bilister over i det offentlige?. Fatter politikerne slet ikke hvad der foregår i den virkelige verden? Det er sku`da frustrerende, ikke.

 

Lørdag d. 22. oktober 2011

Vi er lige kommet hjem efter 4 dage i Berlin, sammen med et vennepar. Lige som sidste år var det en rigtig god tur, men i år var vi bedre forberedt. Sidste år havde vi ikke så stor mulighed for at forberede os da vi intet vidste om byen og kun kunne notere nogen seværdigheder vi ville se. Når vi tog rundt i Berlin vidste vi ikke på noget tidspunkt hvor vi befandt os i forhold til vores hotel eller den seværdighed vi var på vej til. I år havde vi forberedt os godt, bl. a. ved hjælp af Google earth. Vi vidste hele tiden hvor vi var og hvad tog eller bus vi skulle med og det gjorde hele turen mere tryg og ustresset. I år så vi flere gange Brandenburger tor ved nat, med forskelligt lys på samt unter den linden også med farvet lys, det var fantastisk flot. Ved Brandenburger tor er der mennesker hele døgnet rundt og en fantastisk stemning. Til foråret tager vi der ned igen alene, der er jo mange andre ting at se i Berlin.

 

Søndag d. 9. oktober 2011

Der er ikke så meget man kan gøre der ude mere. Haven er på retur og det er året også, vi har fået ændret en del på første sal så den er mere praktisk indrettet. Men der er ikke så meget der skal gøres mere, ikke før til foråret. Derfor har jeg startet på min vinter syssel, jeg har skannet mellem 400 - 500 foto ind, det har jeg skullet gøre i flere år og nu er det så gjort. Når vi når hen i november skal jeg på et 2-dages kursus i slægtsforskning, der er stadig nogle ting jeg ikke er fortrolig med og det vil jeg gerne have rettet op på. Det er tanken at finde flere oplysninger om familien i vinter, til den tid er der jo ikke andet at lave.

 

Søndag d. 2. oktober 2011

Lige som vi troede sommeren var ovre starter den først. De temperaturer vi har haft de sidste par dage samt vejret er det bedste vi har set længe. Personligt benyttede jeg i dag det gode vejr til at vi gjort klar til vinteren. Havemøbler og andre sommerting blev stablet sammen på den overdækkede terrasse, oppe  haven, og pakket ind i presenning. Nu skal der bare fjernes nogle visne ting i staudebedet og slåes græs et par gange, så er vi klar til vinteren, er spændt på hvad vinteren byder på i år. Jeg er også glad og lettet over at vi i den kommende vinter ikke skal fare op og ned af motorvejen flere gange om ugen, men kan kigge ud af vinduet og tage en kop kaffe mere.

 

Lørdag d. 17. september 2011

Så blev valget overstået og det føltes temmelig frustrerende denne gang. Uanset hvad parti man følte sig enige med og gerne ville støtte var det klart at ens stemme druknede i enten en rød eller blå blok og man er jo ikke nødvendigvis enige i hele blokkens holdning. Nu er der så en del spekulationer omkring rød blok kan klare problemerne fremover, de økonomiske problemer skal stadig løses, der skal spares og der skal skaffes arbejdspladser så der bliver noget at spare af. Jeg tror der er en god mulighed for at vi vil se nogle underværker i den kommende tid, i den tidligere regering sad 3-4 mænd og en kvinde og i den nye sidder der 3 kvinder og en mand. Historien viser at kvinder gang på gang har en fantastisk evne til at få enderne til at nå sammen, det er denne evne vi mænd tit mangler, lad os håbe at De overrasker os. Hvad tilbagetræknings reformen angår så er løbet kørt, det var det allerede før valget og det står ikke til at ændre. Det skulle da lige være hvis Pia trækker sine mandater tilbage, men det tror jeg ikke rigtigt på. Det samme gælder fedt afgiften.

 

Onsdag d. 7. september 2011

Jeg har lige solgt mit spejlrefleks kamera, et Canon eos 400 d, og i går købte jeg et Canon Powershot sx 220. Jeg var træt af det store kamera selvom det var uovertruffet i brug, men det var stort at have med nogen steder. Det nye er rigtigt godt, det fylder ikke noget og tager ligeså gode billeder og i højere kvalitet. Jeg ved bare ikke om jeg er så glad for det alligevel. Der er ikke søger på man bruger skærmen og når man tænder det kommer både objektiv og blits frem samtidig, håber jeg vænner mig til det. Det med søgeren bliver svært at vænne sig til, for når man bruger skærmen udendørs kan man ikke undgå en masse irriterende reflekser og lysindfald. Men nu prøver jeg, man skal jo være positivt indstillet.

 

Fredag d. 26. august 2011

Det er fint at hjælpe de mange mennesker rundt om i verden, der sulter og lider. Den danske stat gør det også, med rigtigt mange millioner. Staten har også soldater og udstyr udstationeret flere steder i verden, for mange, mange millioner. I forhold til vores størrelse, som land, yder vi meget mere end de fleste andre lande. Hvorfor gør vi det?. Er det mon det danske image politikerne polerer, De gør det i hvert fald ikke for folks blå øjnes skyld!. Samtidig med at politikerne flotter sig, på vores bekostning, har vi ældre der ikke kommer ud af sengen hver dag, ikke får skiftet ble, kun kommer i bad hver 14. dag og slet ikke kan klare selv de mest basale ting selv, og heller ikke får den hjælp De rent menneskeligt har behov for. Vi har enlige forældre som aldrig kommer nogen steder, heller ikke med Deres børn, lever af det billigste mad på markedet, har ekstra job for at få tingene til at løbe rundt og aldrig kan sende Deres børn på ferie. Vi har familier der har sværere og sværere ved at få økonomien til at hænge sammen på grund af øgede leve omkostninger, som bliver fyret på grund af besparelser, som bliver skilt på grund af et stigende pres på økonomien og/eller arbejdsløshed. Til sidst: Vi har politikere som overhovedet ikke kan se problemerne, De fatter ikke at der i dagens Danmark findes fattige og svage og hjælpeløse mennesker. De har selv skabt Dem men fornægter at De findes. Der er desværre ingen prestige i at hjælpe sine egne for så havde De nok gjort det. Men der er meget prestige i at sende alle vores penge til udlandet, det kan vi bare ikke leve af!.

 

Mandag d. 22. august 2011

Efter mange rolige og ens dage var vi en tur i Nordsjælland, i weekenden. Min bror i Ølstykke skulle besøges og det skulle vores venner i Fredensborg også. Det gik lørdagen så med og det var rigtigt rart og hyggelig. Lørdag aften landede vi hos vores datter og svigersøn i Ramløse, hvor der var byfest, så det fik vi også oplevet. Søndag havde vores yngste barnebarn, i Ramløse 8 års fødselsdag, med 26 gæster, det havde hun glædet sig til i flere dage. Det gør man jo og specielt i den alder, det blev fejret i rigtigt dejligt solskinsvejr. Klokken 14.30 kørte vi så hjemad igen efter en god weekend.

 

Tirsdag d. 26. juli 2011

Vi har efterhånden set en hel del terror angreb, altid slemme og forfærdelige. Men det sidste, i Norge, var det allerværste i vor tid. D. 11. september var slemt og der blev dræbt rigtigt mange mennesker, Hitlers massemord var også ganske forfærdeligt, men angrebet i Norge er alligevel det værste. Det er, i mine øjne, det værste nogensinde fordi terroristen ikke alene sprængte en bygning i luften men også tog ud til en lille ø, med 600 mennesker og egenhændigt med et våben i hænderne dræbte hver enkelt af De mange døde, personligt. En sådan gerning har ikke noget med holdning at gøre men snarere en syg mands tilfredsstillelse. Jeg er glad for politiet ikke skød ham, selvom flere betjente sikkert havde meget lyst til det. Nu kommer han i fængsel i mange år og her skal han sidde sammen med hærdede forbrydere, jeg tror ikke der er nogen forbrydere der er så hærdede at De kan tolerere en så bestialsk handling. Nogen af Dem kender måske personer som opholdte sig på øen, eller havde familie der, så holder Anders Behring Breivik ikke 21 år men kun ganske kort tid. Han havde ikke regnet med at skulle i fængsel men at han ville blive skudt, så det var en overraskelse for ham, håber han får flere ubehagelige overraskelser.

 

Fredag d. 22. juli 2011

Så har politikerne fundet endnu en fidus, under påskud af at ville gavne folks sundhed. Man har vedtaget en afgift på fedt og usunde fødevarer, det vil give 3,2 milliarder til statskassen. Når man sætter tal på det så er det ikke for at gavne folks sundhed men for at skovle penge ind. Afgiften er ok, men skal det være helhjertet skal man sænke prisen på de sunde fødevarer tilsvarende, ellers er det sku dobbeltmoral. Når man hæver prisen på de usunde/billigste fødevarer rammer man de dårligst stillede mennesker hårdt. Der er jo en grund til at de køber de billige fødevarer og en afgift laver ikke om på det, men gør det dyrere for disse mennesker at leve.

 

Lørdag d. 16. juli 2011

Jeg syntes det var i går vi var til fødselsdag hos min kusine Ruth, i Hedehusene, men det er nu en uge siden. Der er løbet meget vand i åen efter, vi har haft feriebørn i næsten 5 dage og vi har fået ordnet nogen af de ting der hele tiden dukker op når man har hus og have, det har været rigtigt rart. Mens vi havde pigerne fik vi dog ikke vores daglige morgentur og det kunne mærkes, der manglede noget. Men de ting er på plads igen, det er underligt som man bliver afhængig af sine vaner.

 

Søndag d. 10. juli 2011

Frygteligt som tiden går. Nu er vi snart midt i juli, man kan næsten ikke følge med. Vejret kan vi jo ikke klage over, det er faktisk en rigtig god sommer, i år. I går, lørdag var vi til 50 års fødselsdag i Hedehusene, min kusine Ruth havde inviteret familien til mad og hygge. Lige som sidste lørdag blev det en rigtig hyggelig dag hvor vi fik noget god mad og bedst af det hele fik en sludder med familie medlemmer som vi desværre ser alt for sjældent. Desuden fik vi en fin bil og 2 feriebørn med hjem, det havde vi også glædet os til.

 

Søndag d. 3. juli 2011

Vi har fået kørt en hel del i denne uge. I torsdags måtte vi en tur til Hørsholm, jeg havde en aftale med min tandlæge. På vej hjem skulle vi lige ind til min bror i Ølstykke til et handleplans møde som afholdes en gang om året. Ved atten tiden var vi hjemme igen. I går, lørdag skulle vi til fødselsdag i Frederikssund, min moster fyldte 70, selvom hun ligner en på 60. I dag skal vi så til sommerfest hos mit barnebarn som bor på Østerly i Sakskøbing, så vi håber at det bliver tørvejr så festen kan afholdes efter planerne.

 

Tirsdag d. 21. juni 2011

Vejret har været lidt svingende men vi har dog været heldige. I lørdags var vi til sommerfest i Ølstykke, hos min bror, der var en del udendørs arrangementer men det blev klaret mellem bygerne. Jeg har ligeledes lavet en del ved vores terrasse i haven men der kunne jeg gå i tørvejr da den er overdækket. Så alt i alt har det været nogle rimelige dage, man skal jo ikke klage når det kan blive værre og det kan det næsten altid. Vores campingvogn er der desværre ikke sket noget nyt med, ingen har endnu meldt sig som køber men håbet er jo heldigvis lysegrønt.

 

Torsdag d. 16. juni 2011

Vi har været væk hjemme fra i 2 dage, vi havde en del at ordne i Nordsjælland og skulle samtidig besøge nogle venner i Sverige. Det er rart at komme ud og se gamle venner og opleve noget nyt men det er bestemt også rart at komme hjem igen. Jeg har nemlig nogle planer for de næste dage, jeg skal have lukket to sider af vores terrasse oppe i haven. Men de skal lukkes således at man kan åbne igen med et snuptag for at klippe hækken bagved og lukke igen bagefter. Jeg har planlagt opgaven og købt materialerne, nu skal jobbet bare føres ud i livet og det glæder jeg mig til.

 

Lørdag d. 11. juni 2011

Det har været en god uge som bare er fløjet af sted, men vi har dog nået meget. Vi har faktisk vænnet os til at som dagene er nu vil de være fremover, vi har ingen ting vi skal nå, ud over hvad vi laver af aftaler. Men som sagt går dagene hurtigt, vi starter kl. 7 om morgenen med at gå en tur på 4-5 kilometer, så spiser vi morgenmad, ude. I denne uge har jeg indrettet værksted i udhuset, ordnet haven, bundet tomaterne op og været i Maribo for mit barnebarn, samt en masse andre småting. Vi har ikke på noget tidspunkt kedet os, tvært imod glæder vi os til næste dag for der er jo også andre ting vi lige er kommet i tanker om vi skal have gjort.

 

Onsdag d. 1. juni 2011

Vi hentede vores campingvogn i Nordsjælland i søndags. Mandag fik vi den gjort totalt ren og vaskede den. Til sidst ordnede jeg lige nummerplade lyset og så blev den klar til syn. Jeg kørte til syn kl. 10.00 i dag, og vognen blev godkendt med det samme. Den der køber får en rigtig god vogn til pengene, den skal koste 69.000,00 kr., inklusiv alt udstyr. Den er næsten klar til at køre på ferie med, der mangler kun toiletvæske, kaffemaskine og mad.

 

Onsdag d. 25. maj 2011

Vi har nu haft ferie i en uge men er ved at leve os ind i rollen som efterlønnere. På trods af dette skal vi stadig vænne os til denne situation, det kommer vel med tiden. Vi er begyndt at starte dagen med at stå op kl. 7.00, spise lidt havregryn, drikke en kop kaffe og så går vi en tur på 3 - 4 kilometer. Når vi så er hjemme igen skal vi have morgenmad og det er en rigtig god start på dagen. Senere skal vi til at cykle, noget vi har glædet os til. Vi cyklede en del sidste år og i år skal vi have gjort noget mere ved det. Når vi får noget mere træning vil vi tage nogle dagture, rundt på Falster, det ser vi frem til.

 

Onsdag d. 18. maj 2011

Vi stoppede vores arbejdsliv i går. Det var en mærkelig dag på arbejde, vi var lidt nedtrykte men også forventningsfulde. Der skulle være afskedsreception kl. 9.30 og det var den vi ikke havde så godt med. Vi har været sammen med de mennesker, eller en del af dem, i mange år og i mange forskellige situationer. Efter de mange år skulle vi sandsynligvis aldrig se dem mere. Det var en meget mærkelig situation som var svær at forholde sig til og at sætte ord på. Men alt gik godt og kl. 12.30 gav vi en lille fin buffet til vores egen gruppe. Det var rigtig god mad og det var rigtigt hyggeligt. Kl. 13.45 kørte vi hjem ad for sidste gang. En mærkelig dag som man kun oplever en gang i sit liv.

 

Fredag d. 13. maj 2011

Vi har et stykke tid været trætte af vores radio, der er ikke antenne indgang men både fm og dab og vi har et dårligt signal her. Derfor besluttede vi at køre til Nykøbing F. i dag og se på noget andet. Vi fandt en Hitachi radio med cd afspiller og antenne indgang, samt dab tuner. Da vi kom hjem måtte vi sætte en lidt længere hylde op under tv`et, så både radioen og dvd`en kunne være der. Da alt var tilsluttet skulle det afprøves og der var en rigtig god lyd men dårligt signal på p4 og dab ville den slet ikke modtage. Vi tog antennen ned og satte den på et langt skaft, for at prøve om signalet var bedre højere oppe. Resultatet blev at vi bestilte en ny antenne, en ufo 120. I næste uge monterer vi den nye antenne på en lille mast oppe i gavlspidsen, så skulle problemet være løst. Den nye antenne modtager signalet hele vejen rundt og det er nødvendigt da radio og tv signalet ikke kommer fra samme station. Vi har nu 2 arbejdsdage tilbage, inden aftrædelse.

 

Lørdag d. 7. maj 2011

Ja, så er der 6 arbejdsdage tilbage. Denne weekend er lige som den forgående, godt vejr og blæst. Vi måtte lige over til de store drenge for at montere en lynkobling på tilslutningen på opvaskeren, det er lettere at have med at gøre. Vi har endnu ikke fået solgt campingvognen og det er lidt ærgerligt da vi ikke har plads til den herhjemme. Når den ikke er solgt endnu tror jeg det skyldes at den skal synes ved ejerskifte, det gider folk ikke selv rode med. Hvis den ikke er solgt når vi stopper med at arbejde, tager vi den hjem og ordner den fuldstændig og kører til syn med den, det er der ikke noget problem i, så tror jeg den er lettere at sælge. Det gør den nok 2000 - 4000 kr. dyrere men det er stadigt billigt, så skal vi have ca. 69.000,00 kr. for den.

 

Søndag d. 1. maj 2011

Så er der igen gået en uge og vi har 10 arbejdsdage igen. Weekenden er gået stille og roligt, vejret har været godt men blæsende. Lørdag måtte vi lige over til Patrick og Niclas for at tilslutte en bordopvasker. De kan ikke rigtigt overkomme at få vasket op, efter sig, så nu har De købt en bordopvasker. Den virkede i øvrigt fint da vi havde fået den tilsluttet og startet op. Vi fik også afprøvet vores nye pizza sten, vi bagte nogle gode grovboller, til morgenmad i lørdags. Nu ser vi bare frem til at de næste 2½ uge skal gå så vi kan komme videre med vore planer.

 

Lørdag d. 23. april 2011

Vejret i denne påske kan man bestemt ikke klage over, det er pragtfuldt. I den første halvdel af påsken har vi gået og nusset med huset og haven, samt frø og planter. Det har været rigtigt rart, man slapper så godt af med det og inden længe kan vi gøre det hver eneste dag, der er 13 arbejdsdage tilbage. Vores unger og Deres unger trives også rigtigt godt så hvad kan man ønske mere. Vi har dog ikke fået solgt vores campingvogn endnu, sikkert fordi den skal synes ved ejerskifte. Når vi stopper kører vi den til syn og prøver igen, så går det nok nemmere.

 

Søndag d. 17. april 2011

Så er der atter gået en uge og denne weekend var også fin. Solen har skinnet og vinden har været svag. Vi fik plantet nogle stauder som manglede, i bedet. Der blev også tid til at ændre indretningen i udhuset så der nu er bedre plads til træpiller, cykler og planter til forspiring. Desuden er der nu også plads så man kan lave noget derinde. Så alt i alt en rigtig god weekend igen og der er kun 16 arbejdsdage tilbage.

 

Søndag d. 10. april 2011

20 arbejdsdage igen og en herlig weekend som er ved at være slut. Fredag var ikke noget at skrive hjem om, det stormede. Alligevel lykkedes det mig at få plantet om blandt stauderne. Lørdag gjorde jeg bedet færdigt, gjorde køkkenhaven klar og fejede alle terrasserne. Havemøblerne kom ud og affaldet blev kørt på containerpladsen. Jeg fik også sat sommerløg, flyttet 2 buske og hentet 10 sække træpiller, i Nr. Alslev. Så blev der gødet og vandet, efter roserne var blevet beskåret. I dag blev der sat løg og hvidløg. Nu mangler jeg kun at plante 3 stauder og nogle tomater, agurker og peberfrugt. Som sagt en herlig weekend, når man kan komme igang med alt det man hele tiden har ventet på.

 

Torsdag d. 31. marts 2011

Så er der 22 arbejdsdage tilbage, det går stille og roligt den rigtige vej. Var i haven i går og fik klippet alt det visne af stauderne. Skulle have givet den en ordentlig skalle i dag men vejrguderne var ikke med mig. Der kommer en dag igen i morgen, håber det bliver bedre der. Jeg er nødt til at være hjemme i morgen indtil middag, skyline kommer for at installere internet og så kan jeg jo ligeså godt bruge tiden lidt praktisk, i haven. Jeg fik dog vækket georginerne og sat dem til forspiring, må håbe de kommer alle sammen.

 

Fredag d. 25. marts 2011

Så er der 24 arbejdsdage tilbage. Det er underligt, jeg holder meget af at arbejde men glæder mig usigeligt til at holde op. Men det skyldes flere ting, først og fremmest det med livsførelsen som nævnt i sidste kapitel. Det skyldes i høj grad også at forholdene på min arbejdsplads er ved at blive lidt ringere. Ikke så meget for mig for jeg er ikke direkte ansat på min arbejdsplads, snarere udstationeret, men har været der igennem 20 år. I de fleste år har vi haft en forstander der behandlede alle ens og ikke var mere ven med nogen end med andre. Hun ville desværre prøve andre udfordringer, inden hun skulle gå af. Den nuværende forstander er et rart og sødt menneske men gør en stor fejl, hun foretrækker plejegruppen frem for andre grupper. Hun kunne ikke drømme om at gå i rette med plejegruppen men gør det hver gang med servicegruppen. Skulle jeg have fortsat på arbejdsmarkedet havde jeg bedt min chef om at blive flyttet og det havde han føjet mig i, med glæde. Om et par år er min arbejdsplads sat flere år tilbage i tiden, hvis denne politik fortsætter og det er trist, det har været en af de bedste arbejdspladser jeg har haft. Den beskrevne forringelse skyldes bestemt ikke personalet, det er pragtfulde og søde mennesker. Det er jo ledelsen der afgør hvor godt samarbejdet skal være, at være glad for sit arbejde skal ikke kun gælde en gruppe, det skal gælde alle grupper ellers har kæden et svagt led.

 

Lørdag d. 12. marts 2011

Så er vi nået så langt at vi er begyndt at tælle dage. Vi har 30 arbejdsdage tilbage, så går vi på ferie i 6 uger og derefter på efterløn. Vi glæder os rigtigt meget til ikke mere at have 2 husholdninger, langt på arbejde, store transport udgifter og livet delt op i 2 dele. Hvis vi havde arbejde her hvor vi bor ville jeg nok fortsætte 1 eller 2 år endnu, det havde passet mig fint. Men som det er nu glæder vi os til at stoppe.

 

Lørdag d. 19. februar 2011

Vi kørte hjemmefra kl. 15.50, med kurs mod Nordsjælland. Vi skulle til middag hos min søster og svoger. Min søster er lige rundet 60 år og ville se nogle få mennesker til en hyggelig middag og hyggeligt det var det. Snakken gik faktisk rigtigt godt fra vi kom, til vi kørte igen. Vi kendte hinanden godt alle sammen, men ses ikke så tit. Vi var hjemme igen kl. 23.57 og triptælleren viste 326 kilometer. Det er faktisk ret godt gået at køre så mange kilometer, spise 3 retter mad, drikke kaffe og så stadig synes at man har haft en rigtig god dag, på 8 timer og 7 minutter.

 

Fredag d. 11. februar 2011

Han er en fin fyr ham Lars Løkke, han vil for enhver pris bevare velfærden. Det gør han ved at spare sundhedspersonale væk, spare på De gamles mad, spare på skolevæsenet, lade italienerne bygge metroen, bygge supersygehuse, som vi ikke har råd til at udstyre med personale, bygge Femernbroen og sikkert med udenlandsk arbejdskraft, fjerne efterlønnen og sætte pensionsalderen op. Han sparer kort sagt velfærden væk for at bevare velfærden. Den velfærd der bliver tilbage er kun velfærd for de rigeste og politikerne, dem der aldrig bidrager når det kniber og rager til sig uanset hvordan situationen ser ud. Ham og han parti skal vi ikke stemme på mere, der skal andre til.

 

Fredag d. 28. januar 2011

Vi befinder os lige sidst i januar, der er gået en tolvtedel af året allerede. Det er stadig vinter men vi har da brugt to måneder af vinteren og det går den rigtige vej. Der er ikke de store nyheder i øjeblikket for alt står ligesom på venteblus. Vores yngste datter har lige haft kobberbryllup og den ældste har haft held til at afhænde den 26 år gamle bil hun kørte i og anskaffe en anden og noget nyere bil, uden at belaste budgettet. Vi selv ser frem til en snarlig retræte fra arbejdsmarkedet efter henholdsvis 45 og 50 år, der skal også være plads til de mange yngre mennesker som står og mangler et job, vi regner med at stoppe midt i maj.

 

Fredag d. 21. januar 2011

Så har vi haft ferie i en uge, efter weekenden er det arbejdsdag igen. Det har været dejligt at have fri og kunne slappe af uden nogen pligter man hele tiden skulle tænke på. Det har også været rart at se sneen stille og roligt svinde ind til den helt var væk. Det betyder dog ikke at vinteren er slut, det er for tidligt at tro den slags. Vinteren har før varet til hen sidst i marts. Men det er dog en rar tanke at den måske havde flyttet sig en måned baglæns, denne gang. Vi er mange der er rigtigt trætte af vinteren og bare længes efter forår og træer og buske der langsomt bliver grønnere. Vi har faktisk en 60 års fødselsdag om måneden de næste tre måneder. Min søster i februar, en veninde i marts og Jane i april, så det er festernes år i år.

 

Lørdag d. 15. januar 2011

Vi skulle til atten års fødselsdag i dag. Det var så barnebarn nummer 2 der rundede atten år og der kommer 4 endnu om henholdsvis 3 - 8 - 8 og 10 år, men de år kan hurtigt gå. Selvom man føler sig slidt men ikke gammel, må vi erkende at det føles lidt som om tiden ind imellem er ved at løbe fra os. Med nogle ting er det svært at følge med, f.eks. it, her sker en frygtelig masse hele tiden. Børn og børnebørn kommer jævnligt med nogle problemer med Deres computere og skal have hjælp og det er såmænd ikke noget problem. Men alt det nye udstyr der kommer frem og nye programmer, der kan en masse, som De interesserer sig for, der må jeg melde fra. Jeg hylder det princip at man skal holde sig til det man kan og magter og ikke sprede sig over et større område end man kan overskue og alt det nye der flyder ind på markedet interesserer mig slet ikke.

 

Onsdag d. 12. januar 2011

Det er på sine børn og børnebørn man mærker at tiden går. I dag fyldte det 4. barnebarn rundt, altså ikke 0 år men 10 år. Man syntes lige man så hende kravle forbi og så står hun her som en stor 10 års pige, det er lidt uhyggeligt at det går så stærkt. Den næste der runder 10 år har fødselsdag i oktober, i år og så er der en tilbage, hun runder i august om 2 år. Pludselig er De store alle sammen, selvom man syntes at tiden står stille.

 

Fredag d. 7. januar 2011

Vi har vidst det længe, at efterlønnen skal væk. Jeg syntes nu ikke at den skal fjernes men den skulle måske tilpasses, så De mennesker der ønsker at arbejde videre kunne gøre det, uden at blive presset ud af arbejdsmarkedet. Det er jo ikke efterlønnen det er galt med, det er arbejdsgiverne som presser "det grå guld" på efterløn. Efterlønnen er god nok når den bliver brugt som det er tanken med den. Der er trods alt mennesker der er totalt nedslidte når De når tresserne. Det er De mennesker der ved hvad det vil sige at knokle, virkelig at knokle. I dag hører man tit ordet i flæng, folk sidder ved en pc og påstår at nu har De knoklet i flere timer, for at blive færdige. At knokle er et fysisk begreb der beskriver situationen når man har slæbt på noget tungt hele dagen, for at nå dagsnormen. Det er når benene ryster under en til fyraften og man ikke tør sætte sig ned før man når hjem, da man sikkert ikke ville kunne rejse sig igen. Jeg kan nævne et eksempel, fra mit eget liv. Som femtenårig tjente jeg på en gård ved Helsinge. Et par dage i høsten skulle vi køre korn hjem fra marken og det foregik ved at to mand (bonden og jeg) med en kæp læssede de sække mejetærskeren havde efterladt. Herefter kørte vi hjem til køkkendøren og bar det hele på loftet, hvor vi hældte det ud til tørring. Jeg kunne bedst lide havren, den vejede kun omkring 80 kg. Det tungeste var hveden den vejede 100 - 110 kg. pr. sæk, det var hårdt for en femten års knægt at læsse hvede, køre den hjem og bære den på loftet, men som bonden sagde det er kun et tag og når du har lært det så går det som smurt. Han havde ret men hveden vejede stadig 100 - 110 kg. Senere i livet arbejdede jeg på frø forsyningen i Roskilde, her bar vi sække fra klokken 7 om morgenen til klokken 16.30 om eftermiddagen, med en times middag. Sækkene kunne veje fra 40 kg. til 125 kg. hvis det var vådt og det var det tit.

Ovenstående er blot for at beskrive at vi er rigtigt mange der virkeligt har knoklet og vel også fortjener en mulighed for at trække os tilbage lidt før, uden absolut at skulle være invalide først. Der er inden for byggebranchen stadig jobs hvor man virkelig knokler, det bør politikerne huske på, desværre ved De ikke hvad vi taler om her, De har aldrig prøvet det og De er sikkert også ligeglade for Deres pension er jo sikret og det er ikke småpenge vi taler om.